Elitesport, ensomhed og kontrol

IMG_0100

Det er fredag aften. Jeg er på vej ned i Fakta for at købe ind til aftensmad. Jeg har taget min telefon med. Holdet til i morgen er nemlig ikke kommet endnu, og det er altså gennem Facebook, jeg finder svaret på, hvem der skal spille. Sådan er det blevet. Det er den nemmeste måde at kommunikere det ud på. Sådan er der efterhånden mange hold, der gør det. Så jeg venter på svaret, som en kvinde der venter på, at manden skriver ”tak for i går” efter første date. Jeg kan ikke styre, hvornår jeg får at vide, om jeg skal spille, eller sågar starte inde. Lige nu venter jeg på, at der kommer en notifikation ind på min Facebook-app. Det er det eneste, jeg kan gøre. Og lige der irriterer det mig, når alle andre i min omgangskreds ikke har fattet, at jeg ikke vil tagges, fredag aften inden holdet er udtaget, i et eller åndsvagt baby shark meme. Jeg har sagt nej til endnu et festligt arrangement med undskyldningen; ”Jeg kan ikke. Jeg skal måske spille kamp lørdag.”. Det er min mest brugte undskyldning for ikke at deltage i sociale begivenheder. Både i hverdage og i weekender. Mine venner, som ikke rigtig kan sætte sig ind i, at jeg altid siger nej til ting med dem pga. fodbold, har igen (igen) været sindssygt overbærende. De spørger ind til, om holdet er kommet. Ellers kan jeg jo bare komme og være med, (der er i hvert fald masser af øl), hvis jeg nu af en eller anden grund ikke er udtaget. Nogle gang er jeg med til de sociale arrangementer dagen før kamp – så er jeg bare på vandvognen– men andre gange vil jeg helst undgå at have fulde-samtaler i ædru tilstand. Mine venner siger altid: ”Selvfølgelig spiller du. Du er jo altid til træning.” Sådan ligger landet bare ikke helt, når man spiller på det niveau, som jeg gør. Det er jo ikke bare hyggebold med bajer i omklædningen efter den ugentlige kamp, hvor chancen for, at en eller flere spillere har tømmermænd fra dagen før, er ca. 50/50. Det er seriøst. Faktisk er det hele mit liv. Det som jeg går så sindssygt meget op i. Det som jeg sætter før alt andet. Det som giver mig energi til hele ugen. Jeg får ikke engang penge for det. Jeg kan bare virkelig godt lide at spille. Det skal man vel egentlig også kunne, hvis man træner 3-4 gange om ugen plus kampe i weekenden. Men lige nu, fredag aften, der har jeg det som om, jeg skal kaste op. Det er fuldstændig ude af min kontrol, om jeg spiller eller ej. Det er op til trænerstaben. Så jeg venter. Og venter.

Fakta-medarbejderne er ved at være vant til, at jeg traver hvileløst rundt i deres butik. De har set mig bryde ud i jubel over at være udtaget til kamp. Og helt ærligt, så har de også set mig tude, som om jeg lige var blevet slået op med, hvorefter jeg er gået kapgang ned mod fryseafdelingen for at hente is. Helst Ben & Jerry med cookie dough. Ja, jeg tackler de to ting på samme måde. Men denne gang der synes jeg fandme, at jeg har trænet godt. Så godt at jeg bør starte inde. *Ding* – jeg famler febrilsk efter min telefon med en lettere umoden avokado i den anden hånd. Holdet er kommet. Mine fede pølsefingre trykker nervøst på skærmen. Jeg fyrer avokadoen ned i gulvet uden så meget som at tænke over, at der er andre mennesker omkring mig. Jeg er med, men jeg starter på bænken. På et sekund bliver min krop fyldt med had og vrede. Hvad foregår der? Hvordan kan de undgå at vælge mig til at starte inde? Og så slår det mig. Havde du ikke sagt til dine venner, at du ikke vidste, om du skulle spille? Hvorfor bliver du så rasende, når du nu egentlig fik opfyldt det ønske, som du frygtede slet ikke ville være en realitet? Fordi mere vil have mere. Sådan er jeg anlagt. Sådan tror jeg, vi alle sammen har det. Ikke bare os der dyrker elitesport. Også alle jer der gerne vil være gode til at strikke eller bage kager . Vi vil alle sammen gerne være den bedste til det, vi gør, eller i hvert fald bare rigtig gode. Ellers gør vi det vel for fanden ikke? Jeg tror simpelthen ikke på, at der er nogen, som gør noget, hvor de ikke vil forbedre sig. Hvor de ikke har lyst til at blive rigtig gode til det. Og det er faktisk helt okay i min optik. Det er helt okay at gå efter at være den bedste. Det er helt okay at være følelsesmæssigt investeret i sine hobbies. Og det er helt okay, at dine venner ikke forstår, hvorfor du reagerer, som du gør. Hvorfor du lader det styre dig så meget af en fritidsaktivitet.

Jeg tager lige et skridt tilbage. Måske du kan relatere til mit lille skriv, eller måske tænker du; ”Jorden kalder Rikke, det er bare fodbold.”. Og så vil jeg gerne bare sige; Velkommen til mit liv. Velkommen til en hverdag hvor man hele tiden bliver målt og vejet. Hvor hver en ting man gør til træning, kan medføre at man føler sig slået helt ud eller fuldstændig på toppen. Hvor kampene er liv eller død. Hvor du kan varme op igennem en hel kamp uden så meget som at træde ind på banen. En hverdag hvor man frygter, at man ikke slår til. At man ikke er god nok. At det man gør ikke er tilstrækkeligt. Dine holdkammerater er dine venner, men det er saftsusende også dine konkurrenter. Og hvor din værste konkurrent egentlig er dig selv. Det er mit liv. Og ja, det er pisse hårdt hele tiden at skulle gå og tænke over, om det man gør, er okay. Om man nu følger de spilleregler, der er sat op omkring holdet. Det er tanker, som jeg tit har. Tanker som fylder rigtig meget i mit hoved. Så her har du min historie om det at være elitesportsudøver, og hvad det kan medføre.

Jeg var 13 år gammel første gang, jeg fandt ud af, at jeg var lidt bedre til fodbold end den gennemsnitslige pigespiller. Jeg vidste jo godt, at jeg var en af de bedste på mit hold i Ringsted Damefodbold – selvom de andre også var sindssygt dygtige. Jeg var faktisk sikker på, at jeg havde lidt ekstra i forhold til de andre. Jeg havde jo ligesom fået lov til at spille med dem, der var ældre end mig selv, siden jeg som 5-årig for første gang snørede støvlerne. Og tit blev valgt før mange af drengene, når vi spillede fodbold i skolegården. Så jeg vidste jo godt, at jeg kunne et eller andet. Men som 13-årig kom jeg på udvalgt hold. I starten var der en kæmpe pulje af piger, som var vanvittigt gode til fodbold. Jeg kunne huske mange af dem fra kampe, som vi havde spillet mod hinanden. Tiden gik, truppen af piger blev mindre og mindre. Faktisk var jeg med helt frem til den sidste runde, hvor man enten kom med på STU (de bedste spillere i hele Danmark – bruttotruppen til landsholdet om man vil), eller der blev sagt farvel og tak.  ”Farvel og tak Rikke, du er for flyvsk”. Jeg var fuldstændig ødelagt. Jeg forstod det overhovedet ikke. Jeg havde da spillet så godt. Jeg var da en pisse god midtbanespiller. Mindst ligeså god som Diana, der var gået videre året forinden. Men helt ærligt, så var det jo ikke godt nok. Ellers var jeg vel gået videre? Men jeg blev ved med at kæmpe. Jeg trænede mere og hårdere – masser af selvtræning, fredage på banerne i øsende regnvejr med Preben for at forbedre min teknik. Og jeg fik hjælp og støtte af klubben. Hvis det var det, jeg ville, så var det, det jeg skulle. 6 måneder senere, efter at have være blevet rykket frem som angriber, og havde sat en del basser ind, blev jeg ringet op af, ham der styrede STU Sjælland. Danny Jung. Jeg blev inviteret til en prøvetræning, og derfra gik det stærkt. Fra prøvetræning til en fast del af STU truppen, til ekstra træning i Brøndby for at forbedre mit spil, til træning med Ringsteds drengehold for at øge min styrke, til mere fredagsteknik med Preben, og ellers træning med mit eget hold. 4-5 gange træning om ugen med fuld gas. Fra da af blev det virkelig alvorligt. 6 måneders fuld knald oveni, og så kom opkaldet fra Danny Jung (han var sjovt nok også u16-landstræner): ”Vil du med til u16-landsholdssamling?” Jeg kunne næsten ikke holde min glæde tilbage. Jeg var med! Det jeg havde kæmpet så hårdt for. Det jeg så gerne ville. Lykken var enorm.

Jeg var 15 år gammel, da jeg fik debut på u16 landsholdet. Jeg startede endda inde. Det blev til 32 minutter på banen, så tonsede jeg lige ind i den skotske målmand og forstuvede min ankel så kraftigt, at jeg var ude af gamet de næste 5 uger. Det var første gang, jeg blev ”alvorligt” skadet. En hård kamp med fysioterapeuter, trænere og mine kære forældre – 2 ugers træning oveni og så sad jeg ellers i bussen på vej mod Sverige for at spille Nordic Cup med landsholdet. Jeg må have været verdens dårligste angriber, fordi jeg satte ikke en eneste kasse ind. Ikke engang en assist kunne jeg bidrage med. Jeg fik bebrejdende blikke fra mine medspillere, og en smule skæld ud af trænerne. Jeg fik et løbetræningsprogram med hjem i den sommerferie. Sommerferien inden jeg skulle starte på efterskole. Jeg løb. Ofte mod min egen vilje, hvor min far shamede mig så meget, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Men jeg løb. Den sommer skiftede jeg klub. 10 år i Ringsted Damefodbold var slut. Jeg fik at vide, jeg skulle skifte klub, hvis jeg ville være med på landsholdet. Jeg skiftede til OB den sommer, og en måned senere startede jeg på Hjemly Idrætsefterskole. Der var træning på efterskolen hver dag, og om aftenen måtte jeg af sted igen til træning inde i OB. Det tog en time med det offentlige at komme derind. Det var første gang, jeg havde langt til træning. Jeg cyklede op til bussen, og så med bus ind til Odense, og derefter en lille gåtur ned til Ådalen. Der var godt nok langt. Jeg fravalgte valgfag, fysik/kemi og fællesspisning med de andre elever på skolen flere gange om ugen, så jeg kunne spille fodbold på højt plan ved siden af. Min kontaktlærer, legendariske Merete Pedersen, forstod det. Det tog en del tilvænning fra mine roommates og holdkammerater på skolen, at jeg også skulle det. Blive-weekender på efterskolen blev valgt fra grundet landsholdssamling med u17-landsholdet. Musical-uge var fuldstændig udelukket. Jeg missede mange ting, og jeg følte mig meget alene med mine tanker. Jeg følte mig faktisk forkert. Som om det var en dårlig ting at spille på landsholdet. 9 gange fodbold om ugen blev det faktisk til. Så skal man altså også være glad for det. Efter jul slog jeg op i banen. Jeg trak mig fra landshold og fodbold i OB i en kort periode. Det hjalp i den første lille tid, og så blev jeg ramt af en rastløshed. Jeg savnede at være i det hele tiden. Trods følelsesmæssige op- og nedture. Trods had og kærlighed til mine trænere. Trods uendelige timer på transport til og fra træning og kampe. Så jeg valgte OB og landshold til igen. Jeg havde mange småskavanker hele tiden med den store træningsmængde. Og vi fik lavet aftaler på tværs af skolen, klubben og landsholdet, så jeg kunne overskue det hele. Jeg fik virkelig meget hjælp fra alle kanter. Men igen var jeg meget alene med mine tanker. Ting som jeg ikke turde sætte ord på, fordi jeg var bange for at blive valgt fra. Som angriber på u17-landsholdet burde jeg også have scoret flere mål, men mens jeg gik på efterskole fik jeg ikke sat en eneste bold i nettet. Derimod nåede jeg at stå på mål af hele to omgange. Faktisk så godt at jeg havde en snak med den ene landstræner, om jeg måske skulle gøre det i stedet.

Sommeren 2010 startede jeg på Brøndby Gymnasium, og flyttede da rigtigt klub til Brøndby IF. Jeg er FCK fan. Jeg spillede med FCK sokker under strømperne, fordi jeg følte mig som en forræder. Men jeg spillede altså for Brøndby. Jeg startede altid inde. Det var jeg slet ikke i tvivl om, jeg skulle. Jeg kæmpede til træning som en sindssyg, og blev hurtigt meget sikker på mig selv. Der var både morgentræning og aftentræning. Min krop var ved at være vant til at være i gang hele tiden. Vi kørte hjemmefra klokken 6 om morgenen, så jeg kunne nå at træne, inden jeg skulle være i skole. Var på gymnasiet hele dagen indtil træning om aftenen, og så kunne jeg ellers tage hjem til Ringsted igen. 45 minutter i bil. Halvanden time med det offentlige. Nu var der rigtig langt til træning. Mine blækregninger blev lavet i toget. Det kunne min matematiklærer godt se. Men jeg var ligeglad. Jeg gik jo til fodbold. I efteråret 2010 spillede jeg min sidste landskamp. Det var en weekend i Skotland. Jeg havde spillet elendigt i den første kamp. Faktisk så dårligt at landstræneren havde sagt til mig, at hvis ikke jeg performede i træningen dagen efter, så røg jeg hjem med det næste fly. Efter træningen fik jeg at vide; ”Du får 15 minutter. Hvis du spiller ligeså dårligt som i den første kamp, så tager vi dig ud.” Jeg skulle bruge 14 minutter, så var den i rosen første gang. 2 minutter senere – altså efter 16 minutter – bragte jeg os foran 2-0. ”Et stk. Verdensklasse angriber til jeres tjeneste.”. Jeg tog hjem fra den samling med ro i maven, og en billet til EM Kval en måned senere. 2 uger senere måtte jeg gå humpende ind fra en træning. Jeg havde ondt i foden. Det havde jeg sådan set haft i et stykke tid, men det var blevet værre. Min far kørte mig på skadestuen. Tre træthedsbrud. Du er ude i 5 uger. ”UNDSKYLD HVAD?”. Men jeg var ude. 5 uger gik. Det var rart med en pause. Men det ene brud var ikke helet. 5 uger mere. Jeg tog på. Ikke bare sådan en lille smule. Rigtig meget faktisk. Jeg vidste det godt selv. En medspiller valgt at pointere det med kommentaren: ”Bare så du ved det. Camilla, hende der har overtaget din plads på landsholdet, hun er altså virkelig god. Du skal nok tænke dig lidt om, hvis du vil tilbage igen.”

Jeg flyttede ind på kollegiet i Brøndby. Det var jeg slet ikke gammel nok til. Vi prøvede at lave en løsning, så det ikke var så hårdt at skulle til og fra træning samt i skole, men at jeg bare kunne gå derover fra mit lille kollegieværelse. Jeg var meget alene med mine tanker. Det var de andre piger, som boede på kollegiet nok også. Følelsen af uduelighed tog til tider over. Jeg blev hjemme i stedet for at gå over i klubben. Jeg skubbede mig selv længere væk fra holdet. 4 måneder senere flyttede jeg hjem igen, skiftede skole, og stoppede med at komme i klubben. Der var ingen, der spurgte, hvordan jeg havde det. Der var ingen, der tjekkede op på, hvordan det gik. Jeg var fortid i Brøndby, og jeg kunne ikke spille fodbold. Jeg startede på Roskilde Katedralskole. En pige ved navn Karoline tog mig hurtigt under sine vinger. Hun var ikke elitesportsudøver. Hun gik til volleyball et par gange om ugen, og boede ude på en gård. Det var en lidt anderledes veninde at få. Men hun hjalp mig. Hun var der bare. Sådan en ven havde jeg aldrig haft før. Vi fik italesat nogle af de ting, som jeg tumlede lidt med. Mens jeg gik på Roskilde Katedralskole blev jeg opereret i foden i håb om, at jeg kunne komme tilbage til at spille. Nye bekendtskaber skulle indvies i, hvordan det var at være venner med en elitesportsudøver. Nye vaner skulle ændres, så jeg kunne komme i gang igen. Men jeg gav det et forsøg. Jeg tog tilbage til Brøndby. Jeg ville faktisk rigtig gerne. Men det var svært. Jeg var ude af form. Fik blodsmag i munden, så snart jeg løb mere end 10 meter. Havde ondt i knæene, fordi jeg var så tung. Og værst af alt så kunne jeg overhovedet ikke følge med. En ny pige havde fået mit trøjenummer, så jeg blev degraderet til nummer 28. Velkommen tilbage Rikke. Du er ikke længere vigtig. Sådan føltes det i hvert fald. I Brøndby fandtes der en træner. Han anede ikke, hvem jeg var. Hurtigt fik han påtalt, at jeg var knap så trimmet som de andre piger. De spredte sig som ringene i vandet. Han prøvede vist bare at hjælpe. Men det kunne min selvtillid slet ikke holde til. Jeg begyndte at føre maddagbog – sådan lidt for fanatisk. Tjekke antal kalorier på alt, hvad jeg indtog. Tog små portioner, sprang morgenmaden over helt bevidst, og valgte mit yndlingsslik fra lørdag aften. Jeg prøvede at være i kontrol, men hver gang jeg dukkede op i klubben, fik jeg en klump i maven. Følelsen af at være uduelig og totalt malplaceret. Jeg fik heldigvis gang i fodbolden igen, og begyndte at spille med på 2. Holdet. Nok det største nederlag i mit daværende liv. Piger som jeg havde følt mig klart bedre end, havde fuldstændig overtaget min plads på holdet. Jeg var ikke vigtig. Jeg røg tilbage på Brøndby Gymnasium for at øge mine chancer for at komme tilbage på holdet. Fuldstændig uden held!

Jeg var pludseligt blevet seniorspiller. Første kamp for Brøndby IF blev aflyst, fordi vi ikke havde spillere nok. Det kunne jeg slet ikke være i. Jeg flyttede til Frederiksberg Boldklub – virkelig et skridt ned af stigen – men jeg ville jo gerne bare spille fodbold. 2 gange træning om ugen med Dupont og Dupont (Max og Bjarke). Jeg fik 20 minutter i de første 3 kampe. ”ØH HALLO, JEG ER ALTSÅ FOR GOD TIL AT SIDDE PÅ BÆNKEN.” Velkommen til voksenlivet Rikke Randrup, du spiller nu sammen med 15 andre spillere, som har spillet på samme niveau som dig. Er du sikker på, du er for god til at sidde på bænken? Det surmulede jeg en del over. Helt åbenlyst. Men lige pludselig fik jeg heldigvis lov til at starte inde, efter jeg lige havde været nede og skrabe bunden lidt mere. Jeg fik spillet mig i form, og der blev givet plads til mig. Og med nok mit største forbillede, Mathilde Holm, som guide og medspiller, ja så begyndte jeg faktisk at score mål. Det år, der gik jeg fra at have været helt nede i kulkælderen, tude mig selv i søvn, gå rundt i en tåge af følelsesløshed, til at finde mig selv igen. Jeg begyndte at få 12-taller i alt, hvad jeg rørte ved. Havde vagter som tjener på en restaurant og begyndte at tage ansvar. Landede en aftale med 100% betalt scholarship på Northern Oklahoma College. Og sidst men ikke mindst, så blev jeg udnævnt til årets spiller i FB, også selvom jeg var klart den yngste på holdet. Jeg begyndte at være mig selv igen. Jeg fik hjælp fra alle omkring mig, jeg blev taget alvorligt, og jeg begyndte igen at drømme om fodbold på et højt plan.

Som 19-årig tog jeg til USA for at spille collegefodbold. Der blev jeg i fire år. To år på Northern Oklahoma College, udråbt til all-region 1st team to år i træk, team MVP og tournament MVP mit andet år, og udnævnt til All-American (altså en af de bedste i USA), samt udnævnt til anfører for holdet af mine medspillere. Jeg var sindssygt dygtig i skolen, og fik udmærkelser som honor student. Mine sidste to år brugte jeg på The University of Southern Mississippi. Her skiftede jeg fra at være angriber til at være en solid midtbane. Jeg tonsede rundt som en sindssyg, og gav alt, hvad jeg havde. Jeg blev ved med at få gode karakterer i skolen, og blev bemærket af de andre studerende. Igennem de fire år brækkede jeg en knogle i anklen, rev et ledbånd over i den anden ankel, fik betændelse i svangen, så jeg måtte have steroider-skud, brækkede næsen to gange på en sæson, og kulminerede det hele med en operation af min akillessene. Det var benhårdt, men det var det hele værd. Vi stod op hver morgen for at træne. Suicide sprints, Manchester united test, 15s, ”get on the fucking line or you’re not playing!” Og hvad der ellers hører til. Løbetræning, styrketræning, mentaltræning, kost vejledning. Man skulle måles og vejes hele tiden. Der var fokus på atleten, ikke på mennesket bag. Min vægt gik op og ned gennem de 4 år, jeg var derovre. Faktisk svingede den med hele 10 kg fra efterårssæson til forårssæson. Jeg forsøgte at være i kontrol hele tiden. Jeg forsøgte at finde en vej gennem det hele. Jeg var alene med mine tanker meget af tiden – sådan er det vidst tit, når man ikke har sin familie eller sine gamle venner i nærheden. Ensomheden giver grundlag for at overtænke situationer. Det har jeg vidst altid gjort. Fra kulkælder til helt på toppen. Uden noget som helst mønster. Til sidst besluttede jeg mig for at tage hjem. Hjem til Danmark. Hjem til mor og far og Steffen.

Jeg startede til fodbold i Sundby Boldklub. Klubben lå 5 minutter på cykel fra min lejlighed. Så tæt på min fodboldklub havde jeg aldrig boet. Jeg skulle i gang igen. Det tager typisk 12 mdr. At komme til at spille fodbold efter en akillesseneoperation. Det tog mig 5 måneder. Jeg var lidt langsommere på bolden, tungere grundet vanvittigt meget styrketræning, og måske skulle jeg lige finde mig selv i det hele. Jeg troede, jeg skulle spille kampe som midtbane måske angriber i 1. Division. Før jeg vidste af det var jeg forsvarsspiller på 2.holdet. Hver gang jeg spurgte, hvorfor jeg ikke kom med førsteholdet, så var svaret ”Du skal kunne spille 45 minutter uden at få ondt.”, dernæst ændret til ”Du skal kunne spille 90 minutter uden at få ondt.”, endnu engang ændret til ”Vi skal lige se dig spille lidt mere, inden vi kan tage dig med.” – Jeg forstod slet ikke, hvad der foregik. De kom jo aldrig og så mig spille. Træning føltes uendeligt lang, kampene var ikke længere sjove at spille. Så jeg stoppede. Stoppede fuldstændig med at spille fodbold, fordi jeg ikke kunne lide det. Jeg fyldte min kalender med fuldtidsstudie og fuldtidspraktik, deltidsarbejde og trænergerning i KB. Jeg havde overhovedet ikke tid til noget. Ikke engang mine venner. Jeg forsøgte bare at fylde tomrummet. Jeg satte mig for at løbe hver morgen – måske en afhængighed af træning der gør, at jeg ikke kan holde ud at lave ingenting. Og på et eller andet tidspunkt skiftede det for mig. Under løbeturene forestillede jeg mig, hvordan det ville være, hvis jeg havde en bold med. Jeg blev mere og mere besat af tanken om at spille igen. Efter et trænerkursus med fuld knald på i KB, gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig savnede at spille. Jeg fik følelsen af rastløshed. I slutningen af sommeren startede jeg til fodbold i FC Damsø. Der spiller jeg nu.

Nu har du fået hele min lange, lange historie om mit liv som fodboldspiller. Udadtil ser det ud som om, at det hele er et kæmpe eventyr. Og ja, det er det fandme også. Det er sjovt. Det giver mig en masse glæde. Det er mit liv. Men du må forstå, at der også er en bagside af medaljen. Det er først nu, som 24 årig, at jeg har forstået, hvor mange andre der har kæmpet med de samme tanker, som jeg selv gik med – faktisk som jeg selv går med. Den konstante følelse af at skulle slå til. Af at skulle være bedre end de andre, så man selv spiller i weekenden. Tankerne om, om det man nu gør er det rigtige. Hvor man siger nej til sindssygt mange ting. Hvor din omgangskreds skal være okay med, at din bedste undskyldning er ”Nej, jeg kan ikke, jeg skal til fodbold.”. Hvor din måde at være i kontrol på findes i at træne mere, spise kontrolleret, strukturere sin hverdag til punkt og prikke. Det er mere i det end som så. Og man er virkelig alene. Især hvis man ikke får sat ord på sine følelser til sine holdkammerater. Der bliver pisket en stemning op i omklædningsrummet– det har der i hvert fald været på alle de hold, jeg har spillet på – om hvorvidt man selv er bedre end den ene eller den anden. Der bliver lavet kliker, alliancer om man vil – det er kraftedeme ligesom at være med i Robinson. Hvor man sætter sig selv før alle andre. Hvor man tror, at bare fordi man selv kæmper hårdt, så fortjener man at spille. Hold nu op altså! Vi elitespillere skal lære, at vi spiller på et hold. At vi ikke er alene. At der findes hjælp at hente, hvis man selv tør række hånden op og sige det. Det er ikke farligt, og det viser bare, at du er stærk. Det viser, at du tør at sige, du har det svært. Fordi du tror på, at dit hold kan hjælpe dig. Fordi dine trænere vil dig det bedste, og dermed gerne vil give dig hjælpen. Fordi du tror på, at de alle sammen, hver og en, spiller for spiller, træner for træner, håber, at du får succes. Så hvornår er det vi stopper op, og begynder at hjælpe hinanden? Ser på hinanden som en enhed. Stopper med at føle os som ofre, når vi ikke er med. Stopper med at lade de negative tanker om dig selv og din konkurrent tage overhånd, og spiller for at spille.

Min gode veninde Maddie har efterhånden hørt mig brokke mig over trænerens beslutninger, mine holdkammeraters kommentarer og ageren, og ikke mindst min uendelige snak om, hvor uretfærdigt det hele er. Hun er bestemt ikke elitesportsudøver. Hun fatter faktisk ikke, hvorfor jeg gider at spille fodbold, ”det er jo bare 20 mennesker eller hvor mange i nu er, der løber efter en bold.” Men hun siger nu alligevel nogle ret vigtige ting til mig; ”Hvorfor tror du, du er så privilegeret? Hvad fanden gør dig mere vigtig end de andre? I er vel lige vigtige alle sammen? Altså I er jo et hold.” Og hun har så evigt ret. Ret i at vi er sammen om det her. Uanset om man spiller eller ej. Uanset om man starter inde eller ej. Når vi alle sammen er til træning. Når vi alle sammen kæmper for det, vi har kært, så gør vi hinanden bedre. Og selvom man kæmper for sig selv og sin plads, så skal man huske på, hvis man ikke starter inde eller overhovedet er udtaget, så kæmper, den person der spiller samme plads som dig, ligeså hårdt for at holde pladsen, ligeså hårdt for at blive genvalgt, ligeså hårdt for bare at komme med på bænken, som du gør. Hvis du ikke var der, så ville hun eller han ikke være ligeså god. I er sammen om det. Dertil vil jeg gerne slutte med mit yndlingscitat fra Mia Hamm, som jeg husker mig selv på, når tankerne om, at jeg ikke er god nok rammer:

”I am member of a team, and I rely on the team, I defer to it, and sacrifice for it, because the team, not the individual, is the ultimate champion.”

 

Hvem fanden er du egentlig?

Hvis du bliver spurgt om følgende spørgsmål; Hvem er du? Så vil svaret højest sandsynligt minde om noget, du kunne have fundet på at svare i 3. klasse – ja, din alder er godt nok ikke den samme længere, selvom du måske ville ønske det i ny og næ. Og skolen er forhåbentligt også blevet skiftet ud med noget andet – måske en højere uddannelse, en læreplads eller ligefrem et job? Men hvad nu hvis du ikke længere må introducere dig selv på den samme ”kedelige” måde? Hvad nu hvis det ikke må være det samme simple svar, som du har indøvet gennem flere år? Dét som du vil svare per automatik, når du bliver bedt om at fortælle, hvem du er. Hvem er du så, når du ikke må putte dig selv i de bokse? Jeg snakker om de kasser, der giver dig en identitet baseret på, hvad du laver. Hvis ikke du må det, hvem fanden er du så egentlig?

 

Måske jeg lige skulle gå et skridt tilbage, før det hele udvikler sig til en dyb diskussion om verdenssituationen. Om at ingen skiller sig ud fra mængden, hvis ikke vi lærer at lade være med at putte os selv i de der ”identitetskasser”, men at se os selv for den vi er. Ser du; den anden dag da jeg igen cyklede af sted på ”Den Sorte Mamba”. (Det kalder jeg min cykel). Der lyttede jeg endnu engang til en pod cast – denne gang blev det til ”Perfekt Uperfekt” med Katrine Gisiger. Og for det ikke skal være løgn havde hun gudhjælpemig døbt afsnittet ”#1 Lige i nougat-brønden”. Og ja, du har ret… Det handler om analsex. Men det var sådan set overhovedet ikke det, jeg lagde mærke til. Jo, det gjorde jeg vel egentlig også, fordi jeg tog mig selv i at være en blanding af forarget og nysgerrig. Men det var egentlig ikke det, der som sådan fik mine tanker til at løbe løbsk. Det var en blanding af, hvad miss Gisiger bad sin gæst om at gøre, og den artikel spillerforeningen bragte (Elitefodbold bygger på en kultur, der gør mennesker syge). Katrines spørgsmål lød – ”Hvem er du, hvis ikke du må sige alt det, du plejer at sige?” Og her begyndte jeg virkelig at tænke. Tænke over, hvem fanden jeg egentlig er, hvis ikke jeg må forklare det med alle de samme termer, som jeg plejer at bruge. Hvis jeg ikke må sætte mig selv i én af de der identitetskasser. Hvordan ville jeg mon så identificere mig selv? Hvad ville jeg egentlig svare, hvis jeg blev bedt om at introducere mig selv til en gruppe af mennesker uden at sige, hvad jeg laver, men hvad der gør mig til mig?

 

Mit standardsvar er så indøvet, at jeg nok kan gøre det i søvne. På den der helt sindssyge ”Hvis jeg vækker dig klokken 3 om natten, skal du kunne svare uden at tøve” – måde. Så godt kan jeg det. Og det kan du vel også? Mine søvnfordrukne sætninger ville lyde som noget i dur med det følgende:

 

Hej, jeg hedder Rikke Randrup. Jeg er 24 år gammel, og jeg bor på Amager sammen med min storebror. Til dagligt går jeg på CBS, hvor jeg er i fuld gang med en kandidat i service management. Jeg har en bachelor i international business fra The University of Southern Mississippi, hvor jeg var så heldig at kunne kombinere fodbold med skole. Derudover er jeg træner i Kjøbenhavns Boldklub, og desuden bruger jeg fire gange om ugen på min egen fodboldtræning i FC Damsø.

 

Nu ved du, hvem jeg er. Eller gør du? Du ved vist egentlig bare, hvad jeg laver. Tilsyneladende er ”studerende” og ”fodboldfanatiker” to ord, du ville kunne bruge om mig – men helt ærligt, du kan jo Google dig til alt det, jeg lige har fortalt. Den lille introduktion siger jo intet om, hvem jeg er – altså på den der dybe og filosofisk irriterende ”det her er på et helt andet plan” måde. Hvorfor er det ikke okay at beskrive sig selv som det ovenstående? Er det fordi, jeg synes, jeg lyder kedelig? Fordi jeg lyder som et helt almindeligt ”Jeg-har-et-8-til-16-job-jeg-putter-3-skefulde-sukker-på-min-morgenhavregryn” slags menneske? Der er jo en historie inde bag alle mine ”identitetskasser”. Men de tager tid at høre fra ende til anden. Så hvorfor må jeg ikke bare være den person? Forstår du, jeg vil gerne sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg vil gerne være mere end bare en person i en boks. Mere end bare ”Fodbold Rikke” eller ”CBS Rikke”. Ovenstående er jo heller ikke nok til at skaffe mig et job.

 

Tænk over det. Når du sender din jobansøgning af sted til et firma, du gerne vil arbejde for, så introducerer du selvfølgelig dig selv. Hvem er du? Hvad kan du? Hvor vil du gerne hen? De fleste mennesker har garanteret også nogle ”fancy” ord stående på deres CV om dem selv. På mit står der ”team player”, ”lærenem” og ”dedikeret”. Men hvad siger det om mig som person? Umiddelbart vil jeg tro, de buzzwords kan findes på de sidste 100 ansøgninger arbejdsgiveren har læst igennem. Helt ærligt, de ord gør jo ikke mig til mig. Kombinationen af introduktionen af mig selv og mine nøje udvalgte ord kommer måske lidt tættere på mig som person. Men det kunne ligeså godt være et andet menneske. Hvis du nu byttede The University of Southern Mississippi ud med CBS, og fodbold ud med fitness, så snakker vi altså ikke længere om Rikke Randrup på 24 år. Så snakker vi om et andet menneske, som ikke er mig. Så er det egentlig uddannelsesstedet og mit valg af sport, der gør mig til mig? Eller vil flere af mine holdkammerater kunne sige det samme om dem selv? Mon ikke det bare ville være uddannelsen, der var forskellen?

 

Lad mig prøve at skære det ud i pap.

Forestil dig 50 mennesker stå skulder ved skulder. Du er med. Hver gang et ord passer på dig, skal du træde et skridt frem. ”Studerende”. ”Udeboende”. ”Sportsudøver”. ”Arbejdende”. ”Dedikeret”. ”Lærenem”. ”Engelsktalende”. – And the list goes on!

 

Mit bedste bud er, at du nu står længere fremme men på samme linje med stort set alle de andre. Selvfølgelig vil der være ”The couch potato” som ikke laver noget fysisk aktivt. Eller den færdiguddannede som ikke har læst i 27 år. Men tænk over det. Du står i hvert fald på linje med alle de andre, som identificerer sig selv på den måde. Mon ikke I er en ret stor flok, der normalvis synes, at det gør jer til jer. Chancen for at jeg står ved siden af hende fra folkeren, der går til bikini-body-attack to gange om ugen, stadigvæk bor i Ringsted, og gerne vil være sygeplejerske, er vel egentlig ret stor. – Og baseret på ord, – er vi nøjagtigt de samme mennesker. Det giver jo ikke mening. Vi ved vist alle sammen godt, at de to personer ikke minder det fjerneste om hinanden.

 

Så nu spørger jeg igen; Hvem fanden er du egentlig?

 

Hvis jeg kigger på mig selv. Sådan helt hudløst ærligt. Uden fordomme. Uden negativitet. Uden noget ekstra. Så er jeg sådan én, der går ind i folk – ikke bogstavligt talt. Jo, nogle gange til fodbold hvis du pisser mig af. Men det er jo ikke det, jeg mener. Jeg mener, jeg vil bare gerne vide, hvem du er. Så jeg går lige direkte ind i dig. Jeg spørger om de ting, man ikke skal spørge om første gang, vi snakker sammen. Jeg spørger om dét, du ikke fortæller andre, fordi det ikke er deres ”business”. Og jeg lytter. Lytter til det, du siger mellem linjerne. Dét der får din stemme til at bævre, og din krop til at skælve. For det er netop dét, jeg gider at snakke om. Du keder mig, når du bare vil smalltalke. Og jeg er faktisk pisse ligeglad med, at du har fået 12 i dansk. Eller at din guldfisk hedder Bo. Okay, jeg vil gerne vide, hvorfor han hedder Bo. Så jeg griner nok og spørger. Pointen er; Jeg vil vide, hvorfor du er dig. Hvad historien bag dit kæmpe ar på benet er. Jeg vil se i dine øjne, hvad du føler. Jeg vil høre usikkerheden i din stemme, når du kommer på dybt vand. Din undren over, at du fortæller mig alt det her, når vi nærmest ikke kender hinanden. Jeg vader ind i folk, så jeg kan få den helt rå ”Jeg har bagage med mig. Tung bagage. Og nu får du det hele at vide” – sandhed. Måske er det en smule sadomasochistisk sagt – bare uden den seksuelle undertone. Men jeg vil vide, hvem du er, hvad du gemmer på, og hvorfor du er, som du er. Og det er her, der sker én af to ting. Og ja, det er meget sort på hvidt. Enten så elsker du mig for at være sindssygt påtrængende, når jeg ikke kender dig. Måske får du en følelse af en oprigtig interesse i dit liv. Måske synes du, det er for fedt, at jeg snakker dit øre af, og spørger om din moster Tuts betydning for dig. Eller måske synes du, jeg er for meget. At jeg griner for højt og for grimt. At jeg borer i ting, som overhovedet intet har med mig at gøre. Måske synes du bare, at jeg er alt for nærgående. Og ved du hvad? Det er også helt okay. Men hvis du dømmer mig baseret på en lille kedelig snak om ingenting, så bliver jeg træt. Fordi du har garanteret heller ikke spurgt mig, hvem jeg er, og hvorfor jeg agerer, som jeg gør.

 

Men jeg er jo ikke et hak bedre mig selv. Jeg dømmer desværre også dig, når jeg intet ved om dig. Jeg dømmer dig, når du ikke kan stave. Når din tegnsætning er forkert. Når du ikke ved, hvornår man skal bruge nutids-r, eller at man ikke bruger apostrof s ved genitiv på dansk – kun hvis navnet slutter på s, z eller x. Og en masse andre regler. Jeg dømmer dig i det skjulte, fordi jeg godt er klar over, der måske er en grund til, du ikke kan din grammatik. Og du har fuldstændig ret i din mistanke. Jeg er grammanazi. Jeg retter dine beskeder og snaps i mit hoved, indtil jeg har fået historien om, at du er ordblind. Historien om det at blive ”stemplet”, og alt det har ført med sig. Eller historien om, at du virkelig ikke var god til at gå i skole. At du ikke syntes, det var sjovt, så du skippede dansk med Birgitte i 8.klasse for at ryge pot nede på skrænten. Hvad end historien er, så lover jeg, den er interessant. Hvorfor? Fordi den fortæller, hvem du er. Den fortæller, hvorfor du er, som du er.

 

Min gramma-obsession er helt sikkert startet med ”3-skefulde-sukker-på-min-morgenhavregryn”. Ser du, min mor er sjovt nok dansklærer. Og ja, min far er uddannet lærer – nu arbejder han som ingeniør (men det er en anden historie). Så med to forældre der vidste alt om alting, skal jeg da ellers love for, jeg lærte at bøje ord, før jeg kunne gå. Til morgenmad fik vi havregryn, og når jeg bad om ”sukkeren”, så var svaret ”sukkeret” med tryk på ”ret”! Sedlerne på trappen i gangen, når man kom hjem til et tomt hus, var med korrekt tegnsætning og ingen stavefejl – omvendt var mine egne sedler rettet af mor eller far. Bare så jeg ikke lavede den samme fejl igen. Så selvfølgelig kan jeg reglerne. Også den med at man ikke bør starte en sætning med ”så” – men det gør jeg altså alligevel. Og nu sidder du måske og tænker; ”hold op hvor lækkert, du har da fået hjælp til at lave lektier.” – DING, DING, DING. Et point til den kloge person foran skærmen! Det er fuldstændig korrekt. Ja, mine forældre har læst mine opgaver igennem og rettet mine blækregninger. Ikke bare i 2.klasse, da det var god stil. Også i 7.klasse da det begyndte at blive pinligt. Og i 9.klasse da bølgerne virkelig gik højt med ”fessor” AKA min far. Sågar i 3.g hjalp min mor både med AT, SRP, oldtidskundskab – you name it. På nær spansk. Skud ud til Liselotte. Første år på college ringede jeg endda hjem til far for at få hjælp til matematik. Så hjælpen har altid været der. Fra alle der kunne hjælpe. No wonder, jeg fik gode karakterer. Rettelse: Får gode karakterer.

 

Og nu begynder du måske at lægge to og to sammen? Jeg mener, min roommate er min storebror. Ja, det er forældrekøb, vi bor i. Jeg har fået sindssygt meget hjælp gennem hele min skoletid. Og som du nok kan forstå, er mine forældre meget investerede i mit liv. Vi snakker her om, at min far har set samtlige fodboldkampe, jeg har spillet. Mine forældre har kørt mig til træning rundt omkring i hele landet. Jeg fik lov til at gå på privatgymnasium, så jeg kunne være tæt på den fodboldklub, jeg spillede i. You get the point? So do I.

 

Jeg er møgforkælet. Jeg er privilegeret. Og jeg er vel egentlig også usandsynligt heldig. Forstår du, jeg er fra det, jeg selv kalder for ”Familien Danmark”. Den slags familie hvor man er barn, når man er barn. Hvor det bliver prioriteret, at man spiser sammen som en familie. Hvor man både er på sommerferie, efterårsferie, skiferie og påskeferie. Hvor mor og far er med i alle forældreudvalg, de kan være involveret i. Jeg er sikker på, du forstår. Eller i hvert fald kan forestille dig det.

 

Helt ærligt, jeg er nok det, man i dag kalder for ”Curlingbarn”.

 

Jeg er vant til at få, hvad jeg vil have. Jeg er ekstremt målrettet. Jeg har et konkurrencegen, der er styret af min performance. Og jeg er vant til at blive sat op til succes. Men ideen om at curlingbørn er nogle, der får det svært i livet. Den idé vil jeg gerne udfordre lidt. Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft det nemt. Men når man er vant til at få, hvad man vil have. Når man altid har det, man skal bruge. Når man kun skal være barn, når man er barn. Så er man også vant til en vis standard. Og når man er voksen, eller hvad man nu skal kalde sådan en på min alder. Og man ikke længere har de faste rammer. Og man mest af alt basker lidt med vingerne for at finde ud af, hvordan man kommer videre i livet på egen hånd. Så lærer man at bruge dét at være curlingbarn. Dét at ville være god til noget. Ikke bare god – at ville være den bedste. Selv at kunne sætte rammerne for, hvordan man giver sig selv de bedste chancer i livet. Fordi jeg er vant til at tingene går min vej. Jeg er vant til, at livet i sidste ende flasker sig sådan, at jeg er tilfreds med at være der, hvor jeg er.

 

Så hvorfor fortæller jeg alt det om mig selv? Fordi jeg ville vide, hvem fanden jeg egentlig er. Og næste gange jeg skriver en jobansøgning, skal jeg måske overveje at bruge mine egne ord om mig selv.

 

  • Påtrængende
  • Grammanazi
  • Curlingbarn

 

Fordi det siger jo mere om mig, end de buzzwords du kan Google dig til på nettet. De ord, de har en historie. På samme måde som jeg gerne vil høre din historie. På samme måde som jeg dømmer dine skriftlige udfoldelser, når du ikke har fortalt mig om dig. På samme måde som det at være curlingbarn ikke er negativt ladet for mig.

 

Så fortæl mig; Hvem fanden er du egentlig?