Hvem fanden er du egentlig?

Hvis du bliver spurgt om følgende spørgsmål; Hvem er du? Så vil svaret højest sandsynligt minde om noget, du kunne have fundet på at svare i 3. klasse – ja, din alder er godt nok ikke den samme længere, selvom du måske ville ønske det i ny og næ. Og skolen er forhåbentligt også blevet skiftet ud med noget andet – måske en højere uddannelse, en læreplads eller ligefrem et job? Men hvad nu hvis du ikke længere må introducere dig selv på den samme ”kedelige” måde? Hvad nu hvis det ikke må være det samme simple svar, som du har indøvet gennem flere år? Dét som du vil svare per automatik, når du bliver bedt om at fortælle, hvem du er. Hvem er du så, når du ikke må putte dig selv i de bokse? Jeg snakker om de kasser, der giver dig en identitet baseret på, hvad du laver. Hvis ikke du må det, hvem fanden er du så egentlig?

 

Måske jeg lige skulle gå et skridt tilbage, før det hele udvikler sig til en dyb diskussion om verdenssituationen. Om at ingen skiller sig ud fra mængden, hvis ikke vi lærer at lade være med at putte os selv i de der ”identitetskasser”, men at se os selv for den vi er. Ser du; den anden dag da jeg igen cyklede af sted på ”Den Sorte Mamba”. (Det kalder jeg min cykel). Der lyttede jeg endnu engang til en pod cast – denne gang blev det til ”Perfekt Uperfekt” med Katrine Gisiger. Og for det ikke skal være løgn havde hun gudhjælpemig døbt afsnittet ”#1 Lige i nougat-brønden”. Og ja, du har ret… Det handler om analsex. Men det var sådan set overhovedet ikke det, jeg lagde mærke til. Jo, det gjorde jeg vel egentlig også, fordi jeg tog mig selv i at være en blanding af forarget og nysgerrig. Men det var egentlig ikke det, der som sådan fik mine tanker til at løbe løbsk. Det var en blanding af, hvad miss Gisiger bad sin gæst om at gøre, og den artikel spillerforeningen bragte (Elitefodbold bygger på en kultur, der gør mennesker syge). Katrines spørgsmål lød – ”Hvem er du, hvis ikke du må sige alt det, du plejer at sige?” Og her begyndte jeg virkelig at tænke. Tænke over, hvem fanden jeg egentlig er, hvis ikke jeg må forklare det med alle de samme termer, som jeg plejer at bruge. Hvis jeg ikke må sætte mig selv i én af de der identitetskasser. Hvordan ville jeg mon så identificere mig selv? Hvad ville jeg egentlig svare, hvis jeg blev bedt om at introducere mig selv til en gruppe af mennesker uden at sige, hvad jeg laver, men hvad der gør mig til mig?

 

Mit standardsvar er så indøvet, at jeg nok kan gøre det i søvne. På den der helt sindssyge ”Hvis jeg vækker dig klokken 3 om natten, skal du kunne svare uden at tøve” – måde. Så godt kan jeg det. Og det kan du vel også? Mine søvnfordrukne sætninger ville lyde som noget i dur med det følgende:

 

Hej, jeg hedder Rikke Randrup. Jeg er 24 år gammel, og jeg bor på Amager sammen med min storebror. Til dagligt går jeg på CBS, hvor jeg er i fuld gang med en kandidat i service management. Jeg har en bachelor i international business fra The University of Southern Mississippi, hvor jeg var så heldig at kunne kombinere fodbold med skole. Derudover er jeg træner i Kjøbenhavns Boldklub, og desuden bruger jeg fire gange om ugen på min egen fodboldtræning i FC Damsø.

 

Nu ved du, hvem jeg er. Eller gør du? Du ved vist egentlig bare, hvad jeg laver. Tilsyneladende er ”studerende” og ”fodboldfanatiker” to ord, du ville kunne bruge om mig – men helt ærligt, du kan jo Google dig til alt det, jeg lige har fortalt. Den lille introduktion siger jo intet om, hvem jeg er – altså på den der dybe og filosofisk irriterende ”det her er på et helt andet plan” måde. Hvorfor er det ikke okay at beskrive sig selv som det ovenstående? Er det fordi, jeg synes, jeg lyder kedelig? Fordi jeg lyder som et helt almindeligt ”Jeg-har-et-8-til-16-job-jeg-putter-3-skefulde-sukker-på-min-morgenhavregryn” slags menneske? Der er jo en historie inde bag alle mine ”identitetskasser”. Men de tager tid at høre fra ende til anden. Så hvorfor må jeg ikke bare være den person? Forstår du, jeg vil gerne sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg vil gerne være mere end bare en person i en boks. Mere end bare ”Fodbold Rikke” eller ”CBS Rikke”. Ovenstående er jo heller ikke nok til at skaffe mig et job.

 

Tænk over det. Når du sender din jobansøgning af sted til et firma, du gerne vil arbejde for, så introducerer du selvfølgelig dig selv. Hvem er du? Hvad kan du? Hvor vil du gerne hen? De fleste mennesker har garanteret også nogle ”fancy” ord stående på deres CV om dem selv. På mit står der ”team player”, ”lærenem” og ”dedikeret”. Men hvad siger det om mig som person? Umiddelbart vil jeg tro, de buzzwords kan findes på de sidste 100 ansøgninger arbejdsgiveren har læst igennem. Helt ærligt, de ord gør jo ikke mig til mig. Kombinationen af introduktionen af mig selv og mine nøje udvalgte ord kommer måske lidt tættere på mig som person. Men det kunne ligeså godt være et andet menneske. Hvis du nu byttede The University of Southern Mississippi ud med CBS, og fodbold ud med fitness, så snakker vi altså ikke længere om Rikke Randrup på 24 år. Så snakker vi om et andet menneske, som ikke er mig. Så er det egentlig uddannelsesstedet og mit valg af sport, der gør mig til mig? Eller vil flere af mine holdkammerater kunne sige det samme om dem selv? Mon ikke det bare ville være uddannelsen, der var forskellen?

 

Lad mig prøve at skære det ud i pap.

Forestil dig 50 mennesker stå skulder ved skulder. Du er med. Hver gang et ord passer på dig, skal du træde et skridt frem. ”Studerende”. ”Udeboende”. ”Sportsudøver”. ”Arbejdende”. ”Dedikeret”. ”Lærenem”. ”Engelsktalende”. – And the list goes on!

 

Mit bedste bud er, at du nu står længere fremme men på samme linje med stort set alle de andre. Selvfølgelig vil der være ”The couch potato” som ikke laver noget fysisk aktivt. Eller den færdiguddannede som ikke har læst i 27 år. Men tænk over det. Du står i hvert fald på linje med alle de andre, som identificerer sig selv på den måde. Mon ikke I er en ret stor flok, der normalvis synes, at det gør jer til jer. Chancen for at jeg står ved siden af hende fra folkeren, der går til bikini-body-attack to gange om ugen, stadigvæk bor i Ringsted, og gerne vil være sygeplejerske, er vel egentlig ret stor. – Og baseret på ord, – er vi nøjagtigt de samme mennesker. Det giver jo ikke mening. Vi ved vist alle sammen godt, at de to personer ikke minder det fjerneste om hinanden.

 

Så nu spørger jeg igen; Hvem fanden er du egentlig?

 

Hvis jeg kigger på mig selv. Sådan helt hudløst ærligt. Uden fordomme. Uden negativitet. Uden noget ekstra. Så er jeg sådan én, der går ind i folk – ikke bogstavligt talt. Jo, nogle gange til fodbold hvis du pisser mig af. Men det er jo ikke det, jeg mener. Jeg mener, jeg vil bare gerne vide, hvem du er. Så jeg går lige direkte ind i dig. Jeg spørger om de ting, man ikke skal spørge om første gang, vi snakker sammen. Jeg spørger om dét, du ikke fortæller andre, fordi det ikke er deres ”business”. Og jeg lytter. Lytter til det, du siger mellem linjerne. Dét der får din stemme til at bævre, og din krop til at skælve. For det er netop dét, jeg gider at snakke om. Du keder mig, når du bare vil smalltalke. Og jeg er faktisk pisse ligeglad med, at du har fået 12 i dansk. Eller at din guldfisk hedder Bo. Okay, jeg vil gerne vide, hvorfor han hedder Bo. Så jeg griner nok og spørger. Pointen er; Jeg vil vide, hvorfor du er dig. Hvad historien bag dit kæmpe ar på benet er. Jeg vil se i dine øjne, hvad du føler. Jeg vil høre usikkerheden i din stemme, når du kommer på dybt vand. Din undren over, at du fortæller mig alt det her, når vi nærmest ikke kender hinanden. Jeg vader ind i folk, så jeg kan få den helt rå ”Jeg har bagage med mig. Tung bagage. Og nu får du det hele at vide” – sandhed. Måske er det en smule sadomasochistisk sagt – bare uden den seksuelle undertone. Men jeg vil vide, hvem du er, hvad du gemmer på, og hvorfor du er, som du er. Og det er her, der sker én af to ting. Og ja, det er meget sort på hvidt. Enten så elsker du mig for at være sindssygt påtrængende, når jeg ikke kender dig. Måske får du en følelse af en oprigtig interesse i dit liv. Måske synes du, det er for fedt, at jeg snakker dit øre af, og spørger om din moster Tuts betydning for dig. Eller måske synes du, jeg er for meget. At jeg griner for højt og for grimt. At jeg borer i ting, som overhovedet intet har med mig at gøre. Måske synes du bare, at jeg er alt for nærgående. Og ved du hvad? Det er også helt okay. Men hvis du dømmer mig baseret på en lille kedelig snak om ingenting, så bliver jeg træt. Fordi du har garanteret heller ikke spurgt mig, hvem jeg er, og hvorfor jeg agerer, som jeg gør.

 

Men jeg er jo ikke et hak bedre mig selv. Jeg dømmer desværre også dig, når jeg intet ved om dig. Jeg dømmer dig, når du ikke kan stave. Når din tegnsætning er forkert. Når du ikke ved, hvornår man skal bruge nutids-r, eller at man ikke bruger apostrof s ved genitiv på dansk – kun hvis navnet slutter på s, z eller x. Og en masse andre regler. Jeg dømmer dig i det skjulte, fordi jeg godt er klar over, der måske er en grund til, du ikke kan din grammatik. Og du har fuldstændig ret i din mistanke. Jeg er grammanazi. Jeg retter dine beskeder og snaps i mit hoved, indtil jeg har fået historien om, at du er ordblind. Historien om det at blive ”stemplet”, og alt det har ført med sig. Eller historien om, at du virkelig ikke var god til at gå i skole. At du ikke syntes, det var sjovt, så du skippede dansk med Birgitte i 8.klasse for at ryge pot nede på skrænten. Hvad end historien er, så lover jeg, den er interessant. Hvorfor? Fordi den fortæller, hvem du er. Den fortæller, hvorfor du er, som du er.

 

Min gramma-obsession er helt sikkert startet med ”3-skefulde-sukker-på-min-morgenhavregryn”. Ser du, min mor er sjovt nok dansklærer. Og ja, min far er uddannet lærer – nu arbejder han som ingeniør (men det er en anden historie). Så med to forældre der vidste alt om alting, skal jeg da ellers love for, jeg lærte at bøje ord, før jeg kunne gå. Til morgenmad fik vi havregryn, og når jeg bad om ”sukkeren”, så var svaret ”sukkeret” med tryk på ”ret”! Sedlerne på trappen i gangen, når man kom hjem til et tomt hus, var med korrekt tegnsætning og ingen stavefejl – omvendt var mine egne sedler rettet af mor eller far. Bare så jeg ikke lavede den samme fejl igen. Så selvfølgelig kan jeg reglerne. Også den med at man ikke bør starte en sætning med ”så” – men det gør jeg altså alligevel. Og nu sidder du måske og tænker; ”hold op hvor lækkert, du har da fået hjælp til at lave lektier.” – DING, DING, DING. Et point til den kloge person foran skærmen! Det er fuldstændig korrekt. Ja, mine forældre har læst mine opgaver igennem og rettet mine blækregninger. Ikke bare i 2.klasse, da det var god stil. Også i 7.klasse da det begyndte at blive pinligt. Og i 9.klasse da bølgerne virkelig gik højt med ”fessor” AKA min far. Sågar i 3.g hjalp min mor både med AT, SRP, oldtidskundskab – you name it. På nær spansk. Skud ud til Liselotte. Første år på college ringede jeg endda hjem til far for at få hjælp til matematik. Så hjælpen har altid været der. Fra alle der kunne hjælpe. No wonder, jeg fik gode karakterer. Rettelse: Får gode karakterer.

 

Og nu begynder du måske at lægge to og to sammen? Jeg mener, min roommate er min storebror. Ja, det er forældrekøb, vi bor i. Jeg har fået sindssygt meget hjælp gennem hele min skoletid. Og som du nok kan forstå, er mine forældre meget investerede i mit liv. Vi snakker her om, at min far har set samtlige fodboldkampe, jeg har spillet. Mine forældre har kørt mig til træning rundt omkring i hele landet. Jeg fik lov til at gå på privatgymnasium, så jeg kunne være tæt på den fodboldklub, jeg spillede i. You get the point? So do I.

 

Jeg er møgforkælet. Jeg er privilegeret. Og jeg er vel egentlig også usandsynligt heldig. Forstår du, jeg er fra det, jeg selv kalder for ”Familien Danmark”. Den slags familie hvor man er barn, når man er barn. Hvor det bliver prioriteret, at man spiser sammen som en familie. Hvor man både er på sommerferie, efterårsferie, skiferie og påskeferie. Hvor mor og far er med i alle forældreudvalg, de kan være involveret i. Jeg er sikker på, du forstår. Eller i hvert fald kan forestille dig det.

 

Helt ærligt, jeg er nok det, man i dag kalder for ”Curlingbarn”.

 

Jeg er vant til at få, hvad jeg vil have. Jeg er ekstremt målrettet. Jeg har et konkurrencegen, der er styret af min performance. Og jeg er vant til at blive sat op til succes. Men ideen om at curlingbørn er nogle, der får det svært i livet. Den idé vil jeg gerne udfordre lidt. Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft det nemt. Men når man er vant til at få, hvad man vil have. Når man altid har det, man skal bruge. Når man kun skal være barn, når man er barn. Så er man også vant til en vis standard. Og når man er voksen, eller hvad man nu skal kalde sådan en på min alder. Og man ikke længere har de faste rammer. Og man mest af alt basker lidt med vingerne for at finde ud af, hvordan man kommer videre i livet på egen hånd. Så lærer man at bruge dét at være curlingbarn. Dét at ville være god til noget. Ikke bare god – at ville være den bedste. Selv at kunne sætte rammerne for, hvordan man giver sig selv de bedste chancer i livet. Fordi jeg er vant til at tingene går min vej. Jeg er vant til, at livet i sidste ende flasker sig sådan, at jeg er tilfreds med at være der, hvor jeg er.

 

Så hvorfor fortæller jeg alt det om mig selv? Fordi jeg ville vide, hvem fanden jeg egentlig er. Og næste gange jeg skriver en jobansøgning, skal jeg måske overveje at bruge mine egne ord om mig selv.

 

  • Påtrængende
  • Grammanazi
  • Curlingbarn

 

Fordi det siger jo mere om mig, end de buzzwords du kan Google dig til på nettet. De ord, de har en historie. På samme måde som jeg gerne vil høre din historie. På samme måde som jeg dømmer dine skriftlige udfoldelser, når du ikke har fortalt mig om dig. På samme måde som det at være curlingbarn ikke er negativt ladet for mig.

 

Så fortæl mig; Hvem fanden er du egentlig?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s